Beskæring af træer og buske på is
Torsdag den 11. februar 2021 var jeg på jagten for at beskære træer og buske ved en lille skovsø.
Normalt ville det være umuligt at komme til at beskære træerne, og ikke mindst at få fjernet grenene, på grund af vand og mudder. I dagene i og omkring uge 6. 2021, var der imidlertid tyk is på søen, så tyk at man kunne færdes på den!
For at komme ind til selve stammerne på de større træer, blev jeg nød til at fjerne en masse mindre grene, og til det er et ørnenæb godt og hurtigt at bruge. Da jeg først var kommet ind til træernes stammer, kunne disse saves ned med rammesaven, og derefter slæbes op på land og væk fra søen. De afsavede og afklippede plantedele bør fjernes fra søen, da de ellers vil gå i forrådnelse og tilføre bl.a. næringsstoffer til søen.
Fra sø til skov
Det er en naturlig udvikling for en mindre sø at “gro til” i pil m.m. og blive til mose, for så til sidst at ende med at blive til skov (det kan godt tage nogle hundrede år – men det vil ske). Det er denne udvikling man kan stoppe, ved at beskære træer og buske.
Lys, luft og mindre algevækst
Når grene m.m. fjernes, bliver vandspejlet større og der kommer mere lys til søen. Der kommer også mere “luft” til søen og det er godt for iltindholdet. Ved at fjerne plantedele fjernes der også nærringsstoffer fra søen, og det er ofte en fordel, da det kan mindske bl.a. algevækst.
Værktøj til beskæring
Til beskæringen benyttede jeg et ørnenæb, en økse og en rammesav. Mange ville nok vælge at benytte en kædesav, men rammesaven er lettere og så behøver man ikke skærebukser, hjelm og høreværn 🙂
Herunder har jeg lavet en lille video, hvor jeg beskærer træer og buske.
Seneste kommentarer